Vigga's behov

Vølven Vigga var vred
naturens nødskrig
kom fra hendes læber.
Hendes vulva flød
af frådende fynd
for hun havde brug
for fejlfrie stød mod
sin lidenskabelighed.
Både hendes Venus verden
og hendes skedes hede
længsel efter elskerens
mærkbare mandighed
skreg af savn - navnlig
nu - dagligdagens dont
var en let lidelse - thi
i liderlighedens land
var der kun en tung ting
som kunne tilfredsstille
ens levende legende legende.
Vølven svor en ellevild ed
på sin sten med Carpe diem
hvis modige og modne mening
fra Horats' klassiske værk
genklang i hendes gener
at hvis hun nåede sit mål
ville hun danse som de dårende
romerske vestalinder
ved Saturnalia's sabbat
og tåle de ryggesløses mark
især fordi hun virkeligt vidste
at hun havde  atter aftjent
sin  kolde kyskhedsperiode.